V E N E Z U E L A
Venezuela
SATELLITFOTO
af Venezuela

by night		 Se andre rejser på hanneogpalle.dk
2. rejse til Venezuela februar 2005.
1. rejse til Venezuela januar 2000.
Turen startede på Isla Margarita, hvor vi boede på Margarita Village. Her skulle vi bo i 3 dage og da vi helst ville opleve øen på egen hånd, lejede vi bil fra første dag. Benzinen kostede 80øre pr. liter. Vi kørte en del rundt, gennem mange fattige landsbyer, her var grønt og frodigt, men desværre flød det med affald alle vegne. Arbejdsløsheden må tilsyneladende være stor, i landsbyerne sad folk bare og lavede ingenting.
Billedet er taget fra nordvestkysten med udsigt over en af øens mange turisthoteller.
Mangroven "La Restinga" er absolut et besøg værd. Udover en hel del pelikaner, er der dog ikke meget dyreliv, men selve turen rundt i mangroveskoven er en oplevelse i sig selv. Man bliver fragtet gennem mangroven til nordkysten, hvor der er mulighed for at bade på øens længste strand. Opholdets længde bestemmer man selv efter aftale med "styrmanden".
Fra Margarita arrangeres ture ned i Venezuelas regnskov. Vi valgte turen til Canaima, hvilket ligger i verdens 7. største nationalpark. Vi var i alt 24 "turister", som havde fået samme gode idè. Flyveturen derned tog godt 2½ time i et 12 personers fly. Landskabet under os var meget fascinerende, det bestod mest af regnskov og atter regnskov, kun adskilt af floder som bugtede sig som slanger, - så meget skov, som stort set er helt ubeboet.
Så nærmede vi os Canaima og de fantastisk flotte vandfald.
I Canaima gik turen pr. båd (udhulede træstammer med påhængsmotor) forbi de vandfald, som vi senere skulle gå indenunder
Efter sejlturen vandrede vi gennem regnskoven for til sidst at komme til vandfaldene. I regnskoven så vi kun en orkideeart som blomstrede, det var en pink/lilla Epidendrum, ellers var der palmer så store og mange termitboer, både på jorden og i træerne.
Da vi kom til vandfaldene, måtte vi finde badetøjet frem, for nu gik turen under buldrende kaskader af vand. Guiden, som i øvrigt var supergod til at fortælle, både på engelsk og tysk, gik forrest og guidede os igennem kaskaderne, bagerst gik en indfødt og bar vores kameraer i en vandtæt sæk. Vi nåede alle hel- men vådskindet igennem, hvorfra turen gik videre op til "toppen" af vandfaldet. Heroppefra var en fantastisk udsigt og vi kunne bl.a. se næste stop på turen , en strand hvorfra man kunne bade.
Så bades der, vandet er dog (grundet mineralerne i jorden) tefarvet, men ikke grumset.
Efter en god frokost i campen, som bestod af stegt fugl med maniokrødder og grønsager, gik turen tilbage via luftvejen. På flyveturen derned var der desværre skydække ved Angel Falls, så piloten ville prøve igen. Heldigvis var skydækket i mellemtiden forsvundet og vi havde et flot udsyn til verdens højeste vandfald med et frit fald på 990 m.
Med dette kort får man en fornemmelse af hele Canaimaområdet.
til toppen
2. rejse til Venezuela februar 2005.
Vi havde hjemmefra booket dette hyggelige Hostal "Casa Grande". 4 timers kørsel fra Caracas lufthavn til byen Choroni/Puerto Columbia, som er en lille fiskerlandsby. Det blev mørkt inden vi ankom og de sidste 90 minutters kørsel var bjergkørsel i "Henri Pittier Nationalpark", også kaldet "tågeskoven", da den altid er gemt i skyer.
Vejen til stranden "Playa Grande" går over en flod, som løber gennem byen. Vejen er som regel oversvømmet, men bilerne forcerer uden problemer. Der er også en gangbro, så man kan komme tørskoet over.
Dejlig bred og langstrakt strand, med god plads. Man kan leje solstole og parasol.
Byens havnepromonade. Puerto Columbia er en lille hyggelig by, man fornemmer hurtigt deres afstressende tempo. Der er ikke mange turister, så hvis man vil, kan man nemt komme i kontakt med lokalbefolkningen, som hovedsalig består af sorte.
Regnskovstur i tågeskoven. Vi hyrede en lokal guide, som hentede os kl. 8.oo om morgenen. Turen varede det meste af dagen.
En giftig slange, som lå helt stille på en sten. Vi fik fortalt, at en kvinde, som var blevet bidt af en sådan, lå i sengen på 10.år og kunne ikke gå.
En stor sommerfugl, som tydeligt har øjne andre steder end i hovedet!!.
Vi kom igennem en sukkerrørsplantage, hvor ganske unge mænd arbejder. Plantagen ligger på en skråning, så det er hårdt arbejde at tranportere sukkerrørene op til "fabrikken", og et sådant bundt sukkerrør vejer ca. 150 kg.
Sukkerrørsfabrikken. Her foregår hele processen og alt fra sukkerrøret anvendes. Toppen bruges til foder og efter rørene er knust, bruges restmaterialet til brændsel. Vi fik hver især et stykke sukkerrør at "gnaske" på. Det smager dejligt frisk og naturligvis sødt, men en hel anderledes smag end vores danske sukkerroer.
Vi kom også forbi en gammel pumpestation/kraftværk. Her står vores guide ved generatoren.
Ved siden af kraftværket lå en gammel kakaofabrik, som ikke var i brug mere. Chroroni var i kolonitiden hjertet i en rig kakaodyrkende region
En bananplantage, troede vi. Det viste sig, at her bruges bananbladene og ikke bananerne. Det er især til jul bladene bruges til at pakke kød, der skal grilles, ind i.
Vi var så heldige, at en af vores guider fik øje på et dovendyr, det var ret højt oppe i trækronen, men det lykkes at få dette billede.
Turen sluttede af med et afsvalende bad i dette "vandfald". Her er det lokale som bader.
Glade skolepiger i deres traditionelle skoleuniformer. De syntes det var sjovt at blive fotograferet.
Bagenden af skolebussen. Der er godt nok midterstribe, men vi så ingen biler passere hinanden.
Choroni. Her er husene bygget uden om klippestykkerne, meget charmerende.
Vi kørte en hel del med vores chauffør, Fernando. Her er bilen gået i stykker for hvilken gang? Den laves på stedet, han har det store reparationsudstyr/reservedele med og sin hjælper.
Efter 4 dage i Choroni, går turen videre. Vi har nu forladt det nordlige Venezuela, haft en enkelt overnatning i Caracas og er fløjet ned til Puerto Ayacucho, porten til Amazonasområdet.
På vejen til vores lodge, kom vi forbi dette "bjerg", som bliver kaldt "kvindebrystet"
Hytterne er bygget lige ned til Orinoco floden. Loged består af 1 stor hytte og 10 små. Den store hytte består af kontor, køkken og det er også her alle gæsterne indtager deres måltider. Området består af mange store flade klipper. På billedet er det en stor klippe man kan se i forgrunden.
Gæstehytterne er charmerende, alt er bygget i naturmaterialer og er opbygget som et sneglehus.
ADVARSEL: I tørtiden er der heldigvis ingen myg, men...... BuriBuri (det bliver de kaldt dernede. Det er nogle små modbydelige fluer, der bider hul i huden. De er, i modsætning til myg, aktive i dagtimerne og passive om aftenen/natten. Efter et par dage lykkes det os, at skaffe et middel imod dem. Vi anbefaler, at det anskaffes inden .... Her danses en "BuriBuri gå væk dans".
Indgangen til fælleshuset.
Vores faste bord i "fælleshuset", som iøvrigt var meget hyggeligt (bordet var en gammel kabeltromle). Vi fik dejlig mad, spændende, men ikke for specielt.
Her er vi på tur igennem regnskoven, på vej til en indianerlandby. Med os, har vi foruden vores guide fra lodgen, også en lokal indianer. Han fortæller undervejs om indianernes brug af de forskellige træer og planter, de har brugt som medicin gennem årtusinder. Meget af nutidens medicin bliver fremstillet syntetisk, men tager oprindelig udgangspunkt i naturens egen medicin. Her viser indianeren naturens egen "vandflaske", en "vandliane". Han skærer et stykke af, og vandet løber lige så stille ud. Det smager iøvrigt godt.
Vi så ingen indianere på krigsstien, vi havde ellers krigsmalingen lige ved hånden. Indianeren skræller det yderste lag bark af, og hakker med sin machete på kryds og tværs, ligesom vi hakker i en hakkebøf. Træet begynder at bløde og vupti kan han skrabe rød barksaft af træet, det farver huden ret godt.
Vi er nu kommet til indianerens landsby. Landsbyen består af få hytter, hvoraf en af dem er meget stor, her bor medicinmanden. De er meget fattige og er nærmest identitetsløse. De lever i naturen, men er gjort så civiliserede, at de ikke længere lever af den. De er arbejdsløse og får få sociale ydelser, som de hverken kan leve eller dø af. Børnene, som går i skole hver dag, flokkes om os, de ved at vi har slik med. Det havde vores guide fra Lodgen sørget for.
De store børn må tage sig af deres yngre søskende. I baggrunden ses fladbrød, som bages på taget.
En tarantel lokkes ud af sit skjulested.
Det kunne godt ligne en afrikansk savanne, men de to kontinenter har jo også hængt sammen engang for længe længe siden........
Et aftenview over Lodgen.
Solnedgang over Orinocofloden.
Vi var afsted hver dag. Næsten alle vores ture tog udgangspunkt fra Orinocofloden. Her sejler vi forbi et børnehjem, hvor Venezuelas nationalhelt Simon Bolivar, står som en mægtig statue. Han var Sydamerikas befrier. Fra 1810, deltog han som 28 årig i befrielseskampene. I Venezuela, Columbia, Ecuador, Peru og i det land der er opkaldt efter ham, nemlig Bolivia, hvor han var landets første præsident.
Nede i Amazonasområdet, er det Orinocofloden der danner grænsen til Columbia. Her står en Columbiansk soldat og holder vagt langs med floden ved en stor sandbanke!!!!
Langs floden ligger mange små fiskerlandbyer, her er vi på vej til en af dem.
Byen ligger et stykke fra bredden, som sikkerhed for oversvømmelse og tidligere for pirater.
Byens "supermarked"
Her ryges fisk.
Et cashew nøddetræ. Det lille vedhæng på frugten er nødden, men frugten er også spiselig, sød og meget saftig.
En træt abe.
Store vaske- og badedag. Det er søndag, så vaskes der storvask.
Vi havde hørt om kæmpemyrerkæber, som spises af indianerne. Det tætteste vi kommer på denne delikatesse, er på dette indianske marked i Puerto Ayacucho, hvor der er mixed hele myrer i noget sauce. Vi købte en flaske med hjem. Vi har ikke taget hul på den endnu, den bliver nok bedre jo længere den ligger!!!!
Fra Puerto Ayacucho, er der mulighed for at sejle til Columbia. Her er "grænseovergangen".
På båden på vej over Orinocofloden til Columbia. En ung guitarspiller underholdt os undervejs. Turen tager en lille halv time.
Straks vi kom i land, blev vi ført op til paskontrollen. Her blev vi hver især indskrevet manuelt i en stor bog. Kontoret var et skrivebord, som stod i det fri, det er træbordet man kan skimte på terassen.
På politistationen forsøger vores guide at få stempel i vores pas, men desværre, det var søndag og "stempelpolitiet" havde fri.
I byen kunne man få svalende drikke i palmehytterne. Læg mærke til den store flade klippe i forgrunden.
En tyr, som gik stille og roligt rundt i byen.
En "rigtig" indianer. I baggrunden ses lokalbefolkningen, som er taget på søndagstur med madkurven. Vi er kommet til et stort område med naturlig vandrutschebane.
Naturens egen vandrutschebane på klipper.
Sådan ser benene ud efter bare få dage i BuriBuri landet. Det var meget ubehageligt, da det hævede og kløede voldsomt. Nogle af os havde men i lang tid efter hjemkomsten.
Efter 4 dage i Amazonas, flyver vi tilbage til Caracas. Vores næste og sidste bestemmelsessted er Chichiriviche, som ligger på nordvestkysten i Morrocoy Nationalpark. På grund af meget store regnskyl, er mange veje deroppe skyllet væk og vi må tage 1 ekstra dag i Caracas, før der gives grønt lys. Her er vi nået vores hjem for de næste 4 dage, "Posada Kanosta".
Inde bag den hvide "fæstning", viser der sig et skønt lille Paradis. Patricia hedder vores værtinde. Hun er Italiener, men har bået 18 år i Venezuela.
Patricia er oprindelig uddannet som indretningsarkitekt. Hendes hus ligger lige ned til stranden/havet og det bærer hele hendes hus præg af, hun har virkelig øje for små detaljer. Hun har så siden gjort sig ud i det kulnariske og her er hendes Diplom som "mesterkok".
Maden var rigtig rigtig god og der var kælet for den. Alt var hjemmelavet helt fra bunden af. Hun stod også i køkkenet det meste af dagen, "bare" for at lave mad til os 6 personer. Vi fik aperitif og 3 retter mad hver aften. Morgenmaden var også meget indbydende. Kanden i baggrunden indeholder varm mælk til kaffen - som låg er lagt en hvid serviet, med en tung muslingeskal ovenpå. Skeerne til kaffekopperne var et stykke hel kanel.
Da vi ankom, så stranden ud som efter en Tzunami. Dette på grund af de før omtalte kraftige regnskyl og desværre var vandet, som følger deraf, også grumset.
Vi sejlede rundt i Morrocoy Nationalpark. Her sejler vi forbi et indianer gravsted, hvor der er sat figurer til den afdøde.
Her er vi på vej til en af de små palmeøer, som dette område er kendt for og hvorfra vi skal snorkle. Her har også været problemer med grumset vand og efterladenskaber fra regnskyl.
Her var ryddet op og vandet var igen blevet klart.
Glansbillede fra de varme lande.
Området er meget fladt og dermed lavvandet, det tiltrækker mange Flamingoer.
En taxi. Da benzinen er meget billig, køres i alt, bare det hænger sammen.
Så går turen tilbage til lufthavnen i Caracas. Her et glimt af de mange slumkvarterer i Caracas.
til toppen 2. rejse til Venezuela februar 2005

Web Hotel: WEB10 		Se de andre rejser.(klik her) Opdateret 13.08.2006